Vil klimaet dræbe vinterbranchen? – fremtiden for skisportssteder efter 2030

Kan nogen huske den weekend i februar, hvor der var varmere i Zakopane end i Barcelona? Pisterne var grønne som om foråret, svævebanerne stod stille, og turisterne vandrede rundt på Krupówki i T-shirts. Det er ikke længere vejranomalier – det er den nye virkelighed.

“I løbet af de sidste 30 år er skisæsonen i Alperne blevet i gennemsnit 38 dage kortere, og i de polske bjerge 28 dage kortere. Inden 2030 kan tabet nå op på hele 50% af den traditionelle sæsonlængde.”

Branchen for skisport står over for den største udfordring i sin historie. Det handler ikke længere kun om enkelte dårlige vintre eller mærkeligt vejr. Det er en systematisk forandring, der rammer alle – fra liftoperatører til instruktører, fra udstyrsproducenter til hele byer, der lever af vinterturisme.

Fremtiden for skisportssteder efter 2030 – vintersportsbranchen under lup i lyset af klimaforandringer

Året 2030 er ikke valgt tilfældigt. Det markerer afslutningen på det første årti efter Paris-aftalen, det tidspunkt hvor virkningerne af global opvarmning bliver irreversible. Samtidig er det også det tidspunkt, hvor den nuværende skiinfrastruktur vil kræve en grundig modernisering eller… lukning.

fot. inspirato.com

I Polen er det ikke kun Tatra-bjergene, der står over for udfordringer. Sudeterne, Beskiderne, endda små centre i Mazury-regionen – overalt overvejer ejerne fremtiden. Nogle satser allerede nu på sommeraktiviteter.

For at forstå omfanget af forandringerne er det værd at se nærmere på fire nøgleområder. Først præcise klimaprognoser – hvad venter os egentlig frem til 2050? Dernæst den økonomiske side – hvilke tab vil skisportsstederne lide, og hvordan forsøger de at redde sig selv? Det tredje element er teknologi – fra kunstig sne til helt nye forretningsmodeller. Til sidst den samfundsmæssige debat – vil skisport overleve som en folkesport?

Disse spørgsmål har ingen nemme svar, men at ignorere dem betyder at dømme hele branchen til en langsom undergang.

Klimafremskrivninger frem til 2050 – hvad venter sneen?

IPCC’s klimamodeller giver os konkrete tal – og for at være ærlig, ser det ikke for lyst ud for dem, der elsker sne. Forskere analyserer forskellige scenarier, men de to vigtigste er RCP 4.5 (moderat) og RCP 8.5 (pessimistisk). Hvad er forskellen? I det første tilfælde vil gennemsnitstemperaturen om vinteren stige med ca. 1,8°C frem mod 2050, mens den i det andet scenarie kan stige helt op til 3,2°C.

Det lyder måske ikke af meget, men djævlen ligger i detaljen. Hver grad Celsius løfter grænsen for permanent sne med 150 meter opad. Virker det abstrakt? Forestil dig, at den nuværende snelinje på 1200 meter om 30 år vil ligge på 1350-1650 meter, afhængigt af hvilket scenarie der bliver til virkelighed.

RCP 4.5-scenariet forudsætter relativt kontrollerede CO2-udledninger. Her forudser prognoserne, at snesæsonen vil blive forkortet med 30-45 dage frem mod 2050 i mellemstore højder. I Alperne betyder det, at sneen hovedsageligt vil falde fra januar til marts i stedet for fra december til april. Snedækket vil blive reduceret med omkring 25-40%.

I det pessimistiske RCP 8.5-scenarie bliver tallene virkelig alarmerende. Sæsonen kan blive op til 60-80 dage kortere. I visse områder af Karpaterne kan sneen slet ikke blive liggende permanent under 1500 meter.

Lake Tahoe i Californien er et fremragende eksempel på, hvad der venter os. Forskning viser, at snelinjen der vil stige fra de nuværende 1800 til 2100 meter i et moderat scenarie, og til 2300 meter i det pessimistiske. I 2100 kan den nå helt op til 2600 meter.

I Alperne ser situationen lignende ud, om end lidt mildere på grund af den større højde. De Franske Alper vil miste omkring 30% af snedækket under 2000 meter inden 2050. I de østrigske Alper forventes skisæsonen at blive forkortet med 5-7 uger i højder mellem 1000 og 1500 meter.

Vores Karpaterne vil desværre være i den værste situation. På grund af deres relativt lave højde kan de miste op til 60% af dagene med sne under 1200 meter. I Tatra-bjergene bliver situationen bedre, men stadig alvorlig.

Interessant nok – eller måske snarere trist – tvinger disse ændringer allerede nu skisportsstederne til at forlænge sæsonen for kunstig sne. Hvor det tidligere var nok at supplere sneen i en måned, kræves der nu to eller tre måneder. Problemet er, at kunstig sne kræver temperaturer under -2°C, og sådanne dage bliver færre og færre.

Regionale modeller er endnu mere detaljerede. De viser, at ændringerne vil være meget ujævne – nordvendte skråninger vil beholde sneen længere end sydvendte, og de højere bjergområder vil blive en slags refugium for skisport.

Disse tal er fundamentet for alle videre økonomiske og sociale analyser. Uden dem ville det være svært at vurdere, hvad tilpasningsomkostningerne eller tabene i bjergturismen vil være.

fot. leotrippi.com

Indvirkning på økonomien i bjergregioner

Det globale ski-marked er en forretning, der årligt er værd omkring 45 milliarder euro. Det lyder som et abstrakt tal, men i praksis betyder det hele byer, der lever af vintersport.

Alpe-regionerne i Europa har gjort deres økonomier afhængige af sne i en grad, der for 20 år siden virkede fornuftig. Nu er det ikke længere så indlysende. I nogle områder udgør vinterturismen op til 40% af det lokale BNP. Det betyder, at når sneen udebliver, mærker hele lokalsamfundet det smertefuldt.

Det anslåede årlige tab på 268 millioner dollars for Lake Tahoe-regionen i Californien viser problemets omfang. Det svarer til over en milliard zloty, der simpelthen forsvinder ud af den lokale økonomi. Tahoe er et af de rigeste skisportssteder i USA, så deres udfordringer signalerer noget større.

Lignende historier høres over hele Europa. Mellem 2010 og 2020 lukkede 45 europæiske skisportssteder. Ikke alle på grund af klimaet, men de fleste havde problemer med ustabil sne. Hver lukning betyder adskillige, nogle gange hundredvis af tabte arbejdspladser.

I små alpebyer beskæftiger ét skisportssted ofte halvdelen af indbyggerne. Instruktører, udlejninger, hoteller, restauranter – alle er afhængige af den samme sne. Når den mangler to sæsoner i træk, flytter folk simpelthen væk.

Polen er en helt anden historie, men lige så smertefuld. Vores bjerge har aldrig haft snesikkerhed som Alperne. Nu varer sæsonen ofte kun 4 uger i stedet for tre måneder. Udlejningsfirmaer i Zakopane og Szczyrk siger det åbent – det er ikke længere en forretning, man kan planlægge.

En ven driver en udlejning i Beskiderne. For bare nogle år siden tjente han nok om vinteren til at tage på ferie. Nu dækker han knap nok omkostningerne ved at opbevare udstyret hele året. Salget er faldet med 60% sammenlignet med 2015.

Problemet er også, at turisterne holder op med at komme. Ikke kun fordi der mangler sne i en bestemt uge. De mister simpelthen tilliden til vores bjerge som vinterdestination. De vil hellere rejse længere væk, men være sikre.

Hotelbranchen i bjergregionerne mærker det især. Vinterreservationerne er i gennemsnit faldet med 25% over de sidste fem år. Hoteller, der satsede på vinterturisme, må radikalt ændre deres forretningsmodeller eller gå konkurs.

Arbejdspladser forsvinder ikke kun direkte på pisterne. Hele netværket af serviceydelser – fra pistemaskinemekanikere til ekspedienter i sportsbutikker – skrumper i takt med den kortere sæson.

Det værste er, at investeringer i skiinfrastruktur afskrives over årtier. Lifte, der har kostet millioner, står nu ubrugte det meste af vinteren. Det er enorme kapitaltab for ejerne, men også for kommunerne, som ofte har været medinvestorer.

Tendensen er klar og bekymrende. Bjergregionerne må finde nye indtægtskilder, for de traditionelle bliver stadig mere usikre. Næste skridt bliver at undersøge, hvilke teknologier der kan hjælpe dem.

foto: theguardian.com

Teknologier og innovationer til at redde sæsonen

Vintertemperaturerne er ikke længere så forudsigelige som før. Skisportsstederne må håndtere stadig kortere sæsoner, men teknologien kommer dem til undsætning.

Kunstig sneproduktion er blevet en nødvendighed for at overleve. En snekanon blander vand med trykluft – det lyder enkelt, men detaljerne er afgørende. Temperaturen skal falde til under -2°C, for at vanddråberne kan fryse, inden de rammer jorden. Ellers får man mudder i stedet for sne.

En enkelt snekanon bruger omkring 100 liter vand i minuttet. Det er meget – et gennemsnitligt skisportssted har brug for flere millioner liter pr. sæson. Nogle steder bygger deres egne reservoirer, andre bruger lokale kilder. Vandet forsvinder jo ikke, det skifter bare form.

AI-algoritmer begynder nu at hjælpe med at optimere hele processen.

Systemerne lærer at forudsige de ideelle tidspunkter for at tænde snekanonerne. De analyserer vejrudsigter, luftfugtighed og vindretning. På den måde kan man spare op til 15% energi – man behøver hverken starte udstyret for tidligt eller for sent.

Endnu mere interessant er permafrost-tunnelerne. Sverige åbner i 2025 det første anlæg af denne type – en underjordisk skirute i frossen jord. Temperaturen er konstant hele året, uanset vejret på overfladen. Det er mere ingeniørkunst end kunstig sneproduktion.

Case study: Den svenske tunnel i Torsby udnytter naturlig permafrost forstærket med et kølesystem. Den 1,2 km lange rute er åben 365 dage om året. Byggeomkostningerne var enorme, men de tjenes ind gennem helårsbrug.

Indendørs centre er allerede en gennemprøvet teknologi. Haller med ægte sne, pister med en hældning på 15-25 grader. Dubai har haft sin skihal i årevis. Også i Polen dukker sådanne projekter op.

Hver teknologi har sine begrænsninger. Sneproduktion kræver minusgrader. AI hjælper, men har stadig brug for de grundlæggende vejrforhold. Tunneler er dyre at bygge. Indendørs haller fungerer, men det er svært at genskabe følelsen af et rigtigt bjerg.

Disse løsninger køber tid. De gør det muligt for skisportssteder at fungere trods klimaforandringer, men det er ikke hele løsningen. Man skal også tænke på tilbud ud over selve skiløbet.

foto: cnaluxury.channelnewsasia.com

Diversificering af tilbuddet: livet uden for skiløb

Skicentre i Alperne har for længst indset én ting – sne er kun én af mange måder at tjene penge på. I Polen tænker vi stadig i vinterkategorier, men der fungerer de allerede som helårs underholdningscentre.

Zermatt har lanceret programmet “Summer 365” og tjener nu styrtende på trekking. Folk betaler for at tage svævebaner op til stierne. Udlejning af mountainbikes blomstrer, og restauranterne på bjergtoppene kører uafbrudt. Det er ikke tilfældigt – det er en gennemtænkt strategi.

Vail Resorts viser det bedst. I 2024 kom 30% af deres indtægter uden for vintersæsonen. Cykelparker, svævebaner, musikfestivaler. Hver weekend sker der noget.

Jeg har undersøgt rentabiliteten af sådanne projekter. En svævebane betaler sig tilbage på 3-4 år, en cykelpark på 5-6 år. Musikfestivaler er en helt anden historie – en vellykket weekend kan dække hele sommerens omkostninger. Selvfølgelig skal der være publikum, men bjergene tiltrækker i sig selv.

Polske stationer kan kopiere det, men man skal tænke i mindre skala. Ikke alle behøver at være Zermatt. Én lift er nok, et par cykelruter, måske en lokal festival. Det vigtigste er parkering – folk skal have et sted at stille bilen.

Jeg har set, hvordan Szczyrk prøver denne model. Om sommeren arrangerer de bjergløb og udendørs koncerter. Ikke alt lykkes, men retningen er god. Problemet er, at polakker stadig forbinder bjergene med vinter.

Rentabiliteten af sådan et projekt afhænger af beliggenheden. Bjerge tæt på større byer har en fordel – folk kommer i weekenden. De fjernere må satse på sommerturister. Men selv små centre kan finde deres niche.

Det vigtigste er at holde op med at tænke på sig selv som en skistation. Det er et bjergrekreationscenter. Forskellen virker kosmetisk, men det ændrer hele tilgangen til forretningen.

Branchefolkets stemmer og kontroverser: den offentlige debat

Jeg har for nylig tjekket, hvad der sker i medierne omkring hele emnet om skisportens fremtid. Og det er fuldstændig kaos – alle siger noget forskelligt.

Guardian skrev i 2024 direkte: “Æraen med rigelig sne er forbi”. Det lyder som en dødsdom over hele branchen. På den anden side hævdede Steve Milloy i 2025, at der ikke findes nogen reelle beviser for, at CO₂ påvirker sneen i bjergene. Fuldstændig forskellige verdener.

Det mest interessante sker på internettet – hashtagget [kolor infografiki] #EndOfSkiing [/kolor] viser, hvor meget folk er blevet uenige om dette emne.

Klimaforskere taler om en katastrofe. De ser på temperaturdata, kigger på gletsjere og forudser enden for skisportssteder under 1500 meter. Miljøforkæmpere er heller ikke bagud – organisationen Protect Our Winters laver kampagner, der skal vække skisportsfolks samvittighed. Deres budskab er enkelt: Enten ændrer vi livsstil, eller også står vi uden sne.

Erhvervsfolk tænker anderledes. De har for længst stoppet med kun at regne med naturlig sne. Deres fortælling lyder: Vi tilpasser os, investerer, overlever. Nogle hævder endda, at klimaforandringer er en mulighed for at modernisere branchen.

Skeptikere har deres egne argumenter. De peger på naturlige udsving, stiller spørgsmålstegn ved klimamodeller og minder om vintre, der har været usædvanligt snedækkede. Steve Milloy er ikke den eneste stemme – der findes et helt miljø af folk, som mener, at klimapanikken er overdrevet.

Sociale medier forstærker kun denne splittelse. Under hashtagget #EndOfSkiing finder man alt – fra dramatiske billeder af grønne pister til ironiske kommentarer om “endnu en klimapanik”.

Alt dette påvirker, hvordan folk opfatter skiløb. Nogle planlægger allerede deres sidste ture, mens andre køber liftkort, som om intet var hændt. Forældre overvejer, om det overhovedet giver mening at lære deres børn at stå på ski.

Denne debat er ikke kun akademisk. Den former beslutninger for millioner af mennesker og påvirker hele branchens strategier.

Vejen fremad – strategiske konklusioner for skisportssteder

Skisportssteder står over for et afgørende øjeblik – de næste femten år vil afgøre, hvilke der overlever klimaforandringer og sociale forandringer. Det er tid til at handle konkret.

fot. forbes.com

De vigtigste konklusioner peger på nødvendigheden af at opbygge modstandsdygtighed baseret på tre søjler. Det kan lyde som endnu et slogan, men det virker i praksis.

1. Reduktion af CO2-udledning skal være en operationel prioritet, ikke kun et marketingtiltag. Overgangen til vedvarende energikilder til lifte og kunstig sneproduktion er afgørende.
2. Teknologiske innovationer inden for sneforvaltning og energieffektivitet giver en målbar konkurrencefordel. Vejrmonitoreringssystemer og prædiktiv styring af vandressourcer afgør allerede i dag sæsonens rentabilitet.
3. Indtægtsdiversificering gennem udvikling af sommertilbud – fra mountainbiking til firmaarrangementer. Nogle resorts genererer allerede 40% af deres omsætning uden for vintersæsonen.
4. Opbygning af lokale partnerskaber med hoteller, restauranter og turistattraktioner øger den økonomiske stabilitet i hele regionen.
5. Investeringer i medarbejdernes kompetencer, især inden for sne-teknologi og kundeservice i forskellige sæsoner.

Planen for 2025-2030 sigter mod at opnå en 50% reduktion af emissioner. Nøgleinitiativer omfatter energisyn inden udgangen af 2025, udskiftning af belysning til LED, installation af solpaneler på servicebygninger. Samtidig udvikles sommertilbuddet – cykelstier, svævebaner, klatreparker.

Hurtige tiltag til sæsonen 2026/27 inkluderer gennemgang af energisystemer, etablering af partnerskaber med arrangører af sommerbegivenheder samt træning af personalet i brugen af ny teknologi. Det kræver ikke store investeringer, men giver hurtige resultater.

Planen for 2030-2040 er at opnå fuld CO2-neutralitet. Udskiftning af vognparken til elbiler, energilagringssystemer, avanceret vandgenbrugsteknologi. Her kræves større finansielle ressourcer.

Finansiering? EU-midler til energitransformation, grønne obligationer, støtteprogrammer for små og mellemstore virksomheder. Mange centre kender ikke tilgængelige muligheder – det er værd at investere tid i at undersøge dem.

Skibranchen har stadig en chance for en vellykket omstilling. Men vinduet for muligheder lukker hurtigere end gondolen kl. 16.30. Dem, der handler nu, får et forspring i de kommende årtier.

Michael

livsstilsredaktør

Luxury Blog